Så røg Ciudad Juarez igen ud af mediernes søgelys.
Danske journalister kastede sig over historierne om mord, krise og borgerkrigslignende tilstande i den mexicanske by, der grænser op til USA.
Var det et ønske om at dække verdens tilstand og udvikling? Eller var det bare sensationsjournalistik?
Nul nyhedsværdi
For godt en uge siden var der dagligt journalister, der lavede historier til nyhedsudsendelserne, dagbladene og radioen om krisen i Juarez.
Men som jeg dengang spåede, så viste journalisternes spotlys sig at være kortvarigt og mørket sænker sig nu hurtigt over grænsebyen.
Der er dog stadig en udvikling i Juarez. Det er blot de danske journalister, der har glemt alt om den historie igen. En ny deadline venter.
Journalisterne er selvfølgelig ikke “synderen”. Det pludselige stop af dækningen i Juarez handler også om læsernes(eller seernes/lytternes) engagement i udlandsnyheder – eller måske de danske mediers forventninger om læsernes manglende engagement…
En halv historie
Personligt vil jeg gerne have en historie fulgt til døren. Nogle nyheder (som eksempelvis rygterne om statsministerens ønsker om en post i Nato) bliver fulgt op igen og igen til trods for, at der intet nyt er i sagen.
Andre nyheder – som drabs- og voldseskaleringen i Juarez – bliver hurtigt glemt. Til trods for at der i dette tilfælde ér nyt i sagen.
Tre historier – gratis
Her er mit hurtige bud på nogle nyheder fra Juarez, der ikke nødvendigvis kræver meget arbejde:
1. Historie fra Juarez: (3. marts 2009)
Politiet i Juarez gik til modangreb på banderne og i løbet af weekenden blev 286 anholdt. Heriblandt en 15-årig dreng med et .22 caliber håndvåben i bæltet og en anden 15-årig, der havde en shotgun på sig.
2. historie fra Juarez (2. marts 2009)
I løbet af 2009 er flere end 300 mennesker dræbt i Juarez. Som reaktion på den voldsomme eskalering af volden i Juarez rykkede det mexicanske militær i mandags ind i Juarez. Omkring 8000 soldater og betjente patruljerer i øjeblikket gaderne.
3. historie fra Juarez (4. marts 2009)
Mindst 20 dræbt i fængselsoprør i Juarez. Omkring klokken 6 onsdag morgen lokal tid begyndte et slagsmål mellem tre bander i Juarez Statsfængsel. Omkring 200 anti-riot betjente og 50 soldater fik først styr på fængslet efter tre timers oprør.
NB: Til de danske medier – tag dem kvit og frit – de er stadig aktuelle at følge op på herhjemme.
Hold lommelygten tændt
Der er masser af spændende, nærværende og ikke mindst vigtige historier, der kommer i journalisternes søgelys. Og generelt har vi i Danmark mange dygtige journalister og redaktionssekretærer.
Men for pokker – når man nu har taget hul på en udlandsnyhed – hvorfor så ikke være lidt vedholdende og følge den til døren.
Skulle I være i tvivl – så er det her Juarez ligger:






0 Kommentarer til “Farvel til Juarez”