Ciudad Juarez – vores globale ansvar

Problemerne i Ciudad Juarez er enorme.

Drab på drab, fattigdom, bortførelser, trusler, narkokarteller, uopklarede kvindemord på stribe.

Det har den seneste tid fået journalister til – i højere grad end i mange år – at fylde aviser, net-medier, radio og tv med historier fra grænsebyen.

De historier, der får journalister til at gribe fat i Ciudad Juarez, er blandt andet drabet på den næstøverste politichef i starten af ugen (tirsdag 17. februar).

Dernæst historien om, at politichefen forlader sin post på grund af trusler fra narko-kartellerne. Trusler efterladt på dræbte betjente. (lørdag 21. februar)

I alt er næsten 20 betjente dræbt i Ciudad Juarez siden årets start for 51 dage siden.

Sensationshungrende
Problemet med pressedækningen er, at den er spontan og kun holder ved, så længe der bliver dræbt betjente og civile i massevis.

Til trods for, at der sidste år blev dræbt 1600 mennesker i Ciudad Juarez – en by med omkring 1,5 million indbyggere – var artikler og tv-indslag fra byen et særsyn.

Men det kræver tid – af både læser og journalist, hvis historien skal forstås og fortælles.

Todelt problemstilling
Den mexicanske grænseby kæmper med to problemstillinger. Den ene er den åbentlyse magtfaktor, der hedder narkokartellerne.

Den anden er maquiladora-industrien.

Og mens de færreste er opmærksomme på det, så ér de to forbundet.

Jeg har som journalist tidligere besøgt Ciudad Juarez for at skrive om maquiladora’en. En enorm industri, hvor omkring 400 virksomheder har slået sig ned med fabrikker i maquiladoraen.

Det er attraktivt, fordi de mexicanske arbejdere er relativt billige – og enormt effektive. Dertil kommer de yderst fordelagtige handelsaftaler og desuden ligger Juarez lige op ad den amerikanske grænse – et interessant marked.

For arbejderne er gevinsten, at virksomhederne betaler mere end minimumslønnen og arbejdsforholdene er relativt gode.

Læg dertil en langt større chance for rent faktisk at få et arbejde – og du tiltrækker mennesker fra hele syd- og latinamerika.

At bo i et pap-hus
Jeg talte med nogle af arbejderne i maquiladoraen. De foretrak at være på arbejde.

Hjemme har de hverken kloakering, elektricitet, rindende vand eller air-condition. Det er der til gengæld på fabrikkerne.

Arbejderne bliver hver dag (i morgen- og aften-hold) fragtet til og fra deres hjem. De fleste bor i Colonia Anapra. Et ørkenlandskab, hvor få huse er bygget i sten og størstedelen er sat sammen af pap fra øl- og sodavandsrammer eller blik fra lossepladserne.

Ender som narkokurere
Som oftest er det kvinderne i familien, der får arbejde på fabrikkerne.

Og mændende?

De går psykisk ned på at lade sig forsørge i en kultur, hvor forholdet til ligestilling ikke ligner vores.

Mange af mændene falder i druk eller får et narko-misbrug. Og narkokartellerne står altid klar med et job som narko-kurer over grænsen til El Paso i USA.

Håbløsheden
Man kan selvfølgelig begynde at pege fingre af virksomhederne. Men egentlig er det de politikere, der har lavet fordelagtig “frihandel”, der er skyld i, at så mange flygter til Juarez i håbet om et bedre liv.

Virksomhederne bidrager – trods alt – med job til mange i Mexico.

Spørgsmålet er, hvem der skal bidrage med ordentlige levevilkår?

En ting er at bekæmpe narkokartellerne med politi og hæren. Men for en holdbar løsning, skal også lokalbefolkningen have overskud til at engagere sig i det samfund, de bor i.

For at komme ud af den håbløse situation skal håbløsheden fjernes fra det daglige liv i både Anapra og Juarez.
Det første skridt i den retning er, at det globale samfund, der gennem handel har skabt situationen – er opmærksomme på, der kræves en indsats.

Og når dagligdagen melder sig – så melder journalister og medie-forbrugere  sig ud.

(Se desuden: to af mine artikler fra grænselandet mellem USA og Mexico)